Lad os begynde med et billede: Omkring midnat sidder to eller tre mennesker hver for sig i Vooruit-teatret i Gents art deco-auditorium. Meditativt læner de sig tilbage i deres plyssede sæder under balkoner og sirlige ornamenter, i stilhed betragter de den halvt belyste scene med gyldne bogstaver forsiret på prosceniumsbuen som et motto: ”Kunst veredelt”, kunst forædler. På selve scenen er der ikke andet end køjesenge. Nogle enkelte mennesker, der sover; én snorker, en anden skal til at klæde sig af.
De tyske koreografer Kattrin Deufert og Thomas Plischke satte dette beskedne og usandsynlige skue i centrum for deres kuratoriske projekt B-Visible, et teaterprogram bestående af forestillinger, oplæg, og andre interventioner løst fordelt over 72 timer. Disse finder sted overalt i teatret – dog aldrig i dets hjerte, på den store scene, opmærksomhedens vanlige tyngdepunkt. Her er der komplet stilhed, et tilflugtssted for enhver, der vil have en pause.1 B-Visible foretog en undersøgelse af, hvordan kuratering i scenekunsten kan forstås på andre måder end blot som dét at tilrettelægge et par forestillinger i løbet af en sæson. Hvordan selv de klassiske teaterrum kan udfordres, når de tilgås og konfronteres med deres egen stedsspecificitet – og inden for konventionelle tidslige rammer. Ved at iagttage deres begrænsninger som produktive friktionsflader (hvad angår arkitekturen, ved at omvende dens logik) og ved samtidig at tage dem dybt alvorligt (hvad angår tid: Teaterbygninger er trods alt designet til at holde hverdagen ude, så hvorfor ikke ignorere den ydre verdens realtid totalt?). deufert&plischke legede med dette kerneelement for scenekunsten – at skabe en oplevelse for et midlertidigt fællesskab i relation til tid og rum – ved netop at anskue tid og rum som kurateringens primære virkemidler. Der er et langt større udbytte at hente her, end det de #este festival- eller sæsonprogrammer forsøger at tilfredsstille os med.
”Diaghilev, det 20. århundredes vigtigste kurator”
Det kan diskuteres, om termen kuratering – åbenlyst hentet fra den visuelle kunst – er den bedste, når vi taler om Live art. Dog er den anvendelig inden for den specifikke del af scenekunsten, jeg henviser til (en scenekunst som nægter at lade sig definere af dramaets grænser, af konventionelle opdelinger i udøvere og publikum, af genrens påtvungne begrænsninger. En scenekunst, der primært befinder sig uden for de fastlagte strukturer og den relativt fastlagte æstetik, man finder på repertoireteatrene i byerne, som hovedsageligt arbejder inden for deres egne sprog- og landegrænser). I alle tilfælde udgør terminologi, koncepter og definitioner et særligt problemfelt: Spørgsmålet om, hvordan vi skal navngive genren (performanceteater, eksperimenterende teater, postdramatisk teater, devised teater, Live art, konceptuel dans osv. osv.) har allerede givet anledning til stor
45 Tomme scener, tætpakkede lejligheder forvirring. At jeg alligevel insisterer på at fremhæve kurateringen som koncept på en i forvejen så højspændt æstetisk legeplads, skyldes netop de forventninger, det vækker: Forventninger der udgør en klar udfordring for enhver, der kalder sig selv for kurator (m/k). Det er ikke mit formål at virke hip eller at vinde prestige med denne distinktion, men blot at bemærke et skift i forståelsen af programlægning af teater og kunst og dens påstande, samt i måden den forstås på som performativ gerning i sig selv. Det forhold, at skaberen af udstillingen som skikkelse – primært i relation til og næsten synonym med den nye type kurator, Harald Szeeman – blev så prominent i 1970erne, skyldes ikke mindst, at idéen om udstillingens natur var under drastisk forandring. Siden 1960ernes øgede interesse for performativitet i den visuelle kunst (i form af performance, installation, happenings osv.) blev udstillinger mere levendegjorte og ledsagede begivenheder, som kunne forandre sig efter åbningen Nye former for tid og spatiale erfaringer blev udviklet. Kunstudstillinger skabte deres egne dramaturgier. Szeeman var blandt de første til at sammenligne sit arbejde med en teaterinstruktørs.
- B-Visible kurateret af koreograferne Kattrin Deufert og Thomas Plischke med dramaturg Jeroen Peeters, fandt sted på Kunstencentrum Vooruit, Gent/Belgien i november 2002.
For nylig fremhævede Beatrice von Bismarck ligheden mellem det at skabe udstillinger og det at arbejde som dramaturg, og Maria Lind taler om sin praksis som ”performativ kuratering”. Siden 1990erne har kunsten søgt at forcere disse traditioner ved at ekspandere rammerne for udstilling og ved at udforske sig selv som socialt rum.2 Det er næppe muligt at trænge dybere ind i teatrets forsømte hovedanliggende end de
- Til dette fandt kunstkritikeren Nicolas Bourriaud på termen “relationel æstetik” i slutningen af 1990erne.
